På fredag udgiver Gyldendal Yahya Hassans nye digtsamling. Det er seks år siden, han udgav sin første digtsamling. En digtsamling, der solgte over 100.000 eksemplarer.
Det er Weekendavisen, der har interviewet digteren via telefon. Yahya Hassan er indlagt på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby i Aarhus.
"De troede ikke, jeg kunne skrive mere, hvis jeg ikke gik rundt i jakkesæt, men jeg skriver stadig digte," siger Yahya Hassan til Weekendavisen.
Ifølge digteren fortsætter digtsamlingen, hvor den anden slap. De handler stadig om vold, om at sidde i fængsel og om stoffer og psykisk sygdom.
"Jeg skriver om mit liv og mig selv, og det er elendighed og sorg, der er katalysatoren, 90 procent af min motor kører på pis, lort og gylle. Ufortyndet pis og lort," siger Yahya Hassan.
Digtsamlingen indeholde 59 digte og udkommer i 25.000 eksemplarer, hvilket er et enormt oplag for en digtsamling. Hassans første digtsamling solgte 122.000 eksemplarer og er den bedst sælgende digtsamling fra en debutant nogensinde.
Ifølge forlagschef Simon Pasternak har Yahya Hassan skrevet på digtsamlingen i flere år. Hassan kontaktede Gyldendal før sommerferien.
Yahya Hassen blev for et år siden dømt til psykiatrisk behandling på ubestemt tid. Han erkendte sig skyldig i 42 lovovertrædelser. Dommene inkluderer alt fra vold og trusler til hærværk og brud på tilhold mod at opsøge en ekskæreste. Digteren har været erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket.