Den 21. juni er det Grønlands nationaldag. Samme dag udkommer Claus Lohmans krimi 'Usikker grund', og det er der en helt særlig grund til.
Claus Lohmans kommende krimi er tredje bind i serien om virologen Martin Henderson og arkæologen Emma Fitzgerald. I seriens tre bøger er der et gennemgående tema, der handler om undertrykte folkeslag. F.eks. er det i 'Ukendt land' de australske aboriginals, der er i fokus. 'Ukendt land' blev forøvrigt nævnt af DR, som en af de helt essentielle danske krimier.
”Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på undertrykte folkeslag. Den vestlige verden er bygget op på at udnytte og undertrykke andre folkeslag og kulturer. Denne urimelighed behandler jeg på forskellig vis gennem mine bøger. Her prøver jeg at nå frem til, at forbrydelse ikke skal kunne betale sig,” fortæller Claus.
Canadiske og grønlandske inuitter
I den kommende krimi 'Usikker grund' er det de canadiske inuitter, man følger. Derfor er der nok mange, som ikke kan forstå, hvad de har at gøre med Grønlands nationaldag.
”Faktisk er der ikke langt fra de canadiske til de grønlandske inuitter. De er begge en del af det, der kaldes Thule-kulturen. Det er et folkefærd, der spredte sig fra Alaska til det østlige Arktis for cirka 800 år siden, og de er direkte forfædre til både inuitter i Canada og Grønland,” fortæller Claus og uddyber:
”Det er vigtigt for mig at belyse den undertrykkelse, som inuitterne har været udsat for. Der er mange ligheder mellem den undertrykkelse, som grønlandske og canadiske inuitter har oplevet og stadig oplever.”
Selvom Claus har fokus på en problematik, der foregår på den anden side af Atlanten, håber han, at bogen også vil kunne skabe debat herhjemme.
”Den 6. april var der valg i Grønland. Det var med til at starte debatten om Grønlands selvstændighed. Jeg synes, det er vigtigt, at vi holder den debat kørende. Vi skal huske på, hvad vores rolle har været i undertrykkelsen af de grønlandske inuitter. Jeg håber, at min bog kan være med til at debatten tages og nuanceres,” fortæller Claus.
Gør materialisme dig egentlig lykkelig?
Med en bog, der foregår i det nordlige Canada, er det uundgåeligt at arbejde med tematikker som klimaændringer.
”Klimaændringerne er en realitet på grund af vores overforbrug, men gør materialisme dig egentlig lykkelig? Måske er det helt andre værdier, der baner vejen for det gode liv. Dette tema går igen i mine bøger,” fortæller Claus.
Claus mener, at vi netop skal kigge til folkeslag som inuitterne for inspiration. I deres kultur er det ikke materialismen, der råder:
”Inuitterne i 'Usikker grund' er for mig et symbol på undertrykkelse, men er inuitters kultur mindre værd end vores? Dette prøver jeg at belyse ved at sætte vores samfundsnormer op mod inuitternes. Eksempelvis er inuitternes syn på naturen helt anderledes end i vores samfund. Deres afhængighed af naturen har lært dem at leve med naturen. Det tror jeg ,vi har glemt. Vi lever mod den i stedet,” slutter Claus af.
Du kan købe Usikker Grund hos alle boghandlere fra den 21. juni. Du kan allerede nu bestille bogen hjem fra diverse online boghandlere.