Per Lau Jensen er bogaktuel med sin nye krimi Flyet til Casablanca, men det lå ikke altid i kortene, at han skulle være forfatter.
Selvom Per Lau Jensen altid har haft en stor kunstnerisk interesse og skrev allerede i sin skoletid, så var det ikke de kunstneriske discipliner, der i første omgang blev benyttet som levevej.
”Jeg var en langhåret, guitarspillende teenager, der hyggede sig med hash på hverdagsaftener og LSD i weekenden,” fortæller Per Lau Jensen, der dog ændrede sin livsstil, da han blev bidt af motorsporten.
”Jeg kørte motorløb i 13 år – i 1970’erne med store ambitioner om at komme i Formel 1.”
I løbet af de mange år bag rattet, fik han prøvet kræfter med lidt af hvert.
”Det blev en rejse fra pole position i mit sidste gokart-løb på Københavns Gokart-bane over Formel Ford og en flyvetur på Jyllandsringen, en startulykke i første sving på Mantorp Park i Sverige med efterfølgende rødt flag og en tur med ambulance, samt en stor sponsoraftale med Brylcreem,” fortæller Per om sine meritter.
”Jeg havde en startplacering med fjerdehurtigste tid i anden række på Kinnekulle Ring i Sverige i mit første Formel 2000-løb. Jeg startede et par år senere i samme Formel 2000-felt som Ayrton Senna. Det var to år, før han blev Formel 1-kører, og 12 år før han blev dræbt og blev en legende.”
Selvom Per Lau Jensen ikke selv endte med at blive en legende indenfor motorsporten, er tiden som racerkører stadig noget, der står forfatterens hjerte nært.
”Jeg blev ingen legende, men jeg fik et whiplash til evigt minde om tiden som racerkører,” fortæller han.
Forfatterspire og ejendomsmægler
Efter flere år med racerløb, måtte Per sande, at han nok aldrig kom til at leve af motorsporten.
”I starten af 1980, hvor regeringen Anker Jørgensen talte meget om den økonomiske afgrund, hvor boligrenten var steget til over 20% p.a., og danske virksomheder skar voldsomt ned på deres sponsoraktiviteter, måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne skaffe de nødvendige midler til at fortsætte,” fortæller Per.
Han var dog ikke klar til at give slip på sporten og for at finansiere sine løb, startede han sin egen ejendomsmæglervirksomhed. Det blev til mange år som ejendomsmægler, mens drømmene om en motorkarriere blev slukket.
I 90’erne flyttede Per til London og færdiggjorde sin første roman. Det var en krimi, der aldrig fandt et forlag. Men interessen for at blive udgivet blev vakt, og siden er det blevet til 10 bøger for forfatteren.
Fuldtidsforfatter vender hjem fra Spanien
I dag er lever Per som fuldtidsforfatter og lige nu er han aktuel med Flyet til Casablanca.
”Bogen er en thriller, der handler om klima og miljø. Jeg har bestræbt mig på, at handlingen er realistisk, at det kunne ske i virkeligheden,” fortæller Per.
Bogen foregår i Spanien, nærmere bestemt ved Costa del Sol, hvor Per selv har boet ind til for nyligt.
”Første halvdel af bogen foregår i Caleta på Costa del Sol, hvor jeg har klemt Susans Bar, hvor det hele starter, ind mellem en eksisterende skandinavisk ejet møbelbutik, som jeg selv har handlet i, og en skaldyrsrestaurant,” fortæller Per, der ikke er bange for at indrømme, at han bliver inspireret af alt omkring sig:
”Man kommer jo altid lidt af sig selv i gryden sammen med ting, man har tyv-lyttet sig til i lægens venteværelse, i bussen og i det lokale supermarked, noget, man har læst i avisen, lidt hakkede venner og bekendte og en halv badulje fiktion, hvorefter det simrer over svagt blus et halvt års tid. Og så er bogen klar,” forklarer han.
Flyet til Casablanca er udgivet på Forlaget Superlux og kan købes ved alle boghandlere. Den kan også købes online, bl.a. hos Tales.dk