Foto: Les Kaner
Med 'Sort Arv' fortsætter David Garmark sin serie om Max Munk og Merian Takano. I lighed med seriens første bind 'Rød Tåge' blandes der okkulte elementer ind i bogen, men det kammer aldrig over eller bliver utroværdigt.
Max Munk har et regnskab, der skal gøres op inden hans far dør. Den lidt aparte protagonist, der både er adelig og politimand, er overbevist om, at faren er skyld i søsterens selvmord. Eller at han i hvert fald ved noget om de spor, Max har modtaget, som tyder på, at søsteren 'Leo' er vendt tilbage fra de døde.
Derfor tager Munk til Ribe for at konfrontere sin far inden han kradser af. Max Munk får dog helt andre svar og hemmeligheder ud af sin far. Samtidig med påtager han sig en vennetjeneste for sin gamle flamme, da hendes datter er forsvundet.
De to spor tilsammen skubber Max ud i en identitetskrise, der forstærkes yderligere, da han får nye og gruopvækkende oplysninger om sin makker Merian Takano.
David Garmark har skrevet sin bedste bog indtil videre. Serien om Max Munk og Merian Takano er ren krimiguf.
David Garmark har fat i den lange ende med denne serie. To komplekse og interessante hovedpersoner, der komplimenterer hinanden. Et krimisetup, der er skarpt sat op med okkulte undertoner, der altid holdes indenfor virkelighedens grænser. Dialog, der kræser om læseren og trækker de glade krimilæsere ind i Garmarks univers, der både er gennemtænkt og flot sat op.
'Rød Tåge' var en flot seriedebut, der satte tonen, men 'Sort Arv' tager universet et niveau op. De forskellige forløb flettes flot sammen, selvom man som læser har svært ved at se meningen med nogle af de setups, der lægges i starten, så giver de mening senere i bogen.
Selvom krimiplottet måske ikke er svært at gennemskue, så er det skarpt og spændende. Der pustes konstant til den underliggende historie med Max og søsteren Leo, hvilket giver en fremdrift i bogen, som gjorde at denne signatur startede på bogen tidlig formiddag og ikke kunne lave andet end af læse indtil sen eftermiddag. Enten er det krimiplottet, der driver fra et kapitel til et andet, eller også er det den bagvedliggende, gennemgående historie. Det er flot vævet. Handlingen bevæger sig i et helt unikt tempo, der aldrig føles forceret, men som bestemt aldrig bliver kedeligt.
Garmarks dialog er ligeledes skarp. Den er troværdig og de forskellige karakterer kommer flot i spil, når de taler sammen. Selvom det selvfølgelig kan være svært at tro på alle de skrækkelige begivenheder i den lille by Ribe, så forstår David Garmark at få det til at virke.
Der er flere, der skal få øjnene op for serien. Det er et friskt pust i krimiland, som alle krimielskere bør læse. Man skal ikke lade sig afskrække af de okkulte undertoner. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at der ikke foregår noget overnaturligt i serien.
