Foto: Privat og Superlux
For nylig udkom Jesper Riels første roman. Det er en bog, der er skrevet med angsten som fast passager i løbet af skrivearbejdet. Nyheder24.dk har snakket med forfatteren om, hvordan det er at leve med angsten.
For en person med angst kan det være svært at vide, hvornår man skal søge lægehjælp. Selvom ordene ”det skal gøre så ondt, at du slet ikke kan tænke,” kommer fra forfatteren Jesper Riels bog 'Uglemanden' er det ord, han siger til sig selv igen og igen.
Fantasy og angst
Jesper Riels bog 'Uglemanden', der udkommer den 31. maj, er en fantasyroman. Selvom historien er næsten fri fantasi, så arbejder Jesper med nogle alvorlige emner:
”I starten skulle min hovedperson, Christian, bare være en standard-bange teenager, men så kom jeg til at give for meget af mig selv, da jeg introducerede ham for mig selv i bogen. Jeg tabte simpelthen flasken med ekstra angst ned i hans tilblivelse,” fortæller Jesper, der selv lider af angst.
På en rigtig dårlig dag har jeg svært ved at spise noget, fordi jeg tror maden er fordærvet. Hvis jeg lader tankerne løber afsted med mig, får jeg angst over de mindste ting. En smule tandpine, at folk kigger på mig eller en pludselig idé om, at jeg har sukkersyge eller kræft,” fortæller Jesper.
'JEG TROR, JEG HAR PEST'
Jesper har fundet ud af, at det hjælper at sige det højt, men det er ikke alle, der tager lige godt imod det, og derfor har han vendt sig mod skriveriet.
”For mig hjælper det, at siger det højt. Når jeg formulerer det, kan jeg godt nå at stoppe mit overbekymrende tankemylder, fordi det er så irrationelt. Jeg kan ikke gå og skræmme folk ved at brøle ”JEG TROR, JEG HAR PEEEST” hele tiden, men det hjælper heldigvis også at skrive,” fortæller han.
”Mange mennesker lider af angst, og mange mennesker har sikkert oplevet at blive mobbet på et eller andet tidspunkt i deres liv, så jeg tænker, at de nok godt ville kunne relatere til bogen – og måske endda finde noget trøst i den,” siger Jesper og understreger, at selvom angst er et tungt emne, er det vigtigt at gå til det med humor.
”Nu lyder det næsten som en deprimerende bog – det er den overhovedet ikke! Der er masser af humor. Hvis der ikke var noget at grine af, ville det sgu være knastørt at eksistere.”
Fantasy som hjemstavnslitteratur
Selvom Jespers bog er fantasy, tager den udgangspunkt i byen Ravnstrup. En by der næsten findes i virkeligheden.
”Jeg synes, det var nærliggende at tage udgangspunkt i steder, hvor jeg selv havde min vanlige gang som begyndende teenager. Først kaldte jeg byen 'Ravnsbjerg', men i mit hoved var den jo baseret på Ravnstrup,” fortæller Jesper og fortsætter:
”Da jeg voksede op, var Ravnstrup det kedeligste sted i verden. Der var intet. Derfor fik fantasien frit spil, og derfor er hovedpersonen også ret fantasifuld… hvis det da er udelukkende fantasi?”
Det er dog ikke kun byen, der er baseret på en virkelig by. Også den skole, som hovedpersonen Christian går på, er baseret på en virkelig skole. En skole, der har været meget vigtig for Jesper.
Mobning og begyndende forfatterdrømme
Uglemanden er tilegnet Jespers gamle klasselærer Knud, og det er der en helt særlig grund til.
”Den sidste tid i min folkeskole var ikke sjov. Jeg havde meget få venner på skolen, og mine klassekammerater mobbede mig. Jeg lavede ikke vittigheder, jeg VAR vittigheden,” fortæller Jesper, der også har lavet lidt stand-up.
Der var dog lyspunkter, der var med til at motivere ham i retning mod skriveriet.
”Når jeg ikke tegnede, skrev jeg historier. Mine yndlingslektier var de fristile, vi fik for i dansk. Knud, min klasselærer, plejede at læse mine stile højt. Som om det var hans måde at sige: 'Prøv lige at give Jesper en chance'. Når han læste dem, var der ingen, der kom med nedladende kommentarer, og jeg følte mig rent faktisk set og hør.”
Det er dog også vigtigt for Jesper at pointere, at han ikke hænger nogen ud i sin nye bog – det hele er fantasi.
”Ingen af karaktererne er taget fra virkeligheden. Jeg har lånt navne, udseender og minder om folk, jeg engang kendte, og så har jeg bygget nye figurer af det her velkendte ler. Christian er ikke mig, men nogle af hans tanker kunne sagtens være mine, da jeg selv var fjorten år … Og måske også lidt i dag.”
Det er dog ikke kun ham selv, som Uglemanden kan hjælpe. Der er mange danskere, der sidder derude og har det præcis som ham.
