Forfatter Christine Jønck, Stevns, har skrevet en nervepirrende roman om Danmarks skyggeside, hvor bagmænd holder handlede kvinder fast i usynlige slavelænker, om de kvinder som hver dag vågner til et dagligt mareridt, som almindelige mennesker knapt kan forestille sig. Kvinderne lever side om side med os, men uden menneskerettigheder og i en mørk verden, hvor voldtægt er en del af hverdagen.
“På landevejen passerer jeg ofte et bordel,” fortæller Christine Jønck, “Indeni bliver jeg både vred og trist, for det må være et helvede på jord at leve bag de skæve vægge.” Huset på vejen, fik tankerne til at spire hos Christine, der satte sig for at sætte sig ind i problematikken. Jo mere hun læste, jo mere fyldte emnet hende med gru.
“Vi må gøre noget! Modige mennesker i Danmark har dedikeret deres liv til at hjælpe handlede kvinder. De har min dybeste respekt,” fortæller Christine, der efter at have læst om emnet har fået kontakt til flere af de unavngivne helte, der hjælper handlede kvinder ud af deres bagmænds klør. Rundt omkring i landet arbejder almindelige mennesker i ly af natten for at få kvinderne væk fra gaderne og prostitutionen, de er fanget i, mens andre har etableret skjulte safehouses, hvor kvinderne langsomt kan vende tilbage til et liv i frihed.
“Men det officielle Danmark lader dem ikke mange chancer,” fortæller forfatteren, der har erfaret, at vi som land ofte blot sender kvinderne tilbage til deres hjemland eller et nærliggende transitland, hvor de anses for jaget vildt af bagmændene, der, hvis de får fat i dem: lemlæster, tæver, og myrder, de “heldige” sendes tilbage i prostitution, med en ubetalelig billet ind bag Europas grænser. Tiden, mens kvindernes sag bliver behandlet i Danmark, kaldes ‘reflektionstid’. “De 120 dages reflektionstid er ‘belønningen’ til de kvinder, der er så modige, at de samarbejder med politiet og udpeger deres bagmænd.”
Kvinderne tilbydes ikke beskyttelse og asyl i Danmark, og det er i forfatterens øjne en af de faktorer, der gør at kvinderne ikke tør gå til myndighederne, og det som giver bagmændene et stort set risikofrit marked for deres djævelske handel med menneskeliv.
“Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på alle disse skæbner,” fortæller hun. “Men hvad kan jeg gøre? Jeg er blot forfatter og har ingen mulighed for at støtte kvinderne direkte. Men jeg kan skrive og gennem et fiktivt handlingsforløb give et indblik i, hvordan det må være at leve som slave, spærret inde bag blændede ruder. Derigennem kan jeg give kvinderne en stemme og måske inspirere andre til at gøre en indsats, for at Danmark kan blive et foregangsland i bekæmpelsen af kvindehandel
Døde piger sladrer ikke udkommer i dag.
