“I morgen er det byttedag. [...] Det virker så definitivt for Cecily hver gang, og noget i hende kæntrer, når tiden nærmer sig.” Meget kæntrer i Lotte Elmann Wegners bog, og personlige katastrofer væves ind i en fortælling, der sætter fortid og fremtid i perspektiv på hinanden. Og stemningen bider sig fast - stilhed, melankoli og mystik, og det er irriterende og fascinerende på samme tid.
Livet du efterlod er så poetisk smuk en titel, og omslaget med de grønne, mørke blade er tiltrækkende. Men bogen er ikke ren poesi, tværtimod rummer den en del sørgelige skæbner, der hver kæmper en kamp.
Bogens portrætter bygger fortællingen op. Det er en god blanding af hovedpersoner og bipersoner, som alle spiller en rolle i det samlede setup. Cecily, Albert, Suleima, Christine og alle de andre beskrives gennem deres handlingerne og deres tanker. Fraværet af fysiske markører larmer og tvinger fantasien til at skabe sit eget galleri, hvor kun Suleima og Adam fremstår tydelige, især fordi de beskrives gennem kameraets linse og i et tilbageblik i tiden.
Handlingen overrasker, fordi den er så insisterende og vedholdende komponeret. To hovedfortællinger er komponeret forunderligt på tværs af hinanden og med både start og slutning: Cecilys skilsmisse og den fra starten ukendte tragedie i Alberts liv igangsætter bogen. Anslaget i bogen er branden, som senere fungerer som nulstillingen af den både individuelle og kollektive bevægelse mod afgrunden. Sammenhængen mellem branden, tragedierne og påvirkningen af næsten en hel by driver bogen, som har det hele: Kærlighed, søgen efter mening, mystik og landsbysladder, og undervejs og især til allersidst bindes sløjfen, næsten for perfekt. Perfektionismen spiller også ind her, for alt afrundes, og bogen lukker sig om sig selv.
Ærgrelsen over, at bogen afrundes uden at lære fx Christine og Åsa bedre at kende, står tilbage. Cecily kunne have haft en hel bog for sig selv, og eksmanden Martins portræt ville have fuldendt den fortælling. For det er der, bogen er allerstærkest - i Cecilys portræt, i de tanker, hun gør sig, i de følelser, hun sidder med. Det virker autentisk, og heldigvis fylder Cecily en del.
Hvis der kun skal være én god grund til at læse bogen, er det perfektionismen. Bogen er fuldendt, sproget er smukt, sætningernes længde er tilpas afmålt - det er faktisk næsten for perfekt. Og bogens force er på den måde også dens udfordring. Bogen er som en anden selfie rettet ind, retoucheret, skåret til - så intet er overladt til tilfældighederne. Indledningsvist er det næsten irriterende med de korte sætninger, der bliver staccato-agtige, men de rammer også præcist stilen: nøgternt fortællende, så man selv kan danne sig et billede.
Man bør unde sig selv at læse bogen, hvis man tiltrækkes af stilistiske virkemidler, af komplekse og alligevel lettilgængelige fortællinger og bare af lysten til at læse en god roman.