For fans af 'A Song of Ice and Fire' af George R. R. Martin kan coronavirussen have været lige præcis det, der har fået stjerneforfatteren til at færdiggøre den næste del af den længe ventede serie.
Bogserien blev til megahittet for HBO 'Game of Thrones', der fortsatte handlingen langt ud over bogen forlæg. Mange håber på, at de tråde, som bøgerne vævede ind i hinanden, og som aldrig blev forløst i serien, fortsætter i den næste bog.
Arbejdstitlen er 'The Winds of Winter', og spørgsmålet er, hvor meget George R. R. Martin føler sig inspireret af serien eller omvendt, hvor meget forfatteren havde røbet til seriens skabere.
På sin blog skriver forfatteren om sin længe ventede bog.
"Jeg færdiggjorde et kapitel i går, et mere for tre dage siden og endnu et ugen før. Men nej, det betyder ikke, at bogen vil blive færdig i morgen eller udgivet næste uge. Det bliver en stor bog, og jeg har stadig lang vej endnu," skriver George R. R. Martin på sin blog.
Forhåbningen er, at bogen udkommer en gang i 2021. Normalt skydes de helt store titler til en gang i efteråret, så der kan komme et flot julesalg. Derfor kan man godt spå om en oktober-release på det næste bind.
Den seneste bog i serien udkom i 2011, så 'The Winds of Winter' vil have været 10 år undervejs.